Om
Jeg hedder Mette Storm og er uddannet cand.pæd.psyk, ift-terapeut, somatisk traumeterapeut og hypnoseterapeut. Jeg har haft egen praksis i 14 år og holder til lidt uden for Holbæk. Her kan du læse lidt mere om hvem jeg, så du kan fornemme, om jeg er den rigtig til at hjælpe dig.
Velkommen
Jeg bor lige uden for Holbæk på smukke Tuse Næs ca. 1 times kørsel fra København. Her har jeg min klinik på herregården Hørbygård. Jeg elsker at bo på landet med udsigt over markerne og fjorden og samtidig være tæt på alle mulighederne i København. Min fritid bruger jeg ofte i naturen, hvor jeg vandrer, tager naturfoto, cykler, sejler eller bare nyder alt det smukke omkring mig. Jeg er et udpræget nysgerrigt menneske, så jeg er ofte i gang med en ny spændende bog eller et interessant kursus. De seneste år har jeg kastet mig over astrologien og jeg elsker, at endnu en spændende vej er åbnet sig for mig i min nysgerrighed efter at forstå menneskets og universets forbundethed.
Min baggrund
Jeg har altid elsket at arbejdet med mennesker. Mit hjerte banker for at skabe forandring, udvikling og heling for mennesker. Jeg er oprindeligt uddannet lærer og efterfølgende tog jeg en kandidatgrad i pædagogisk psykologi, derudover er jeg uddannet IFS-terapeut, hypnoterapeut samt somatisk traumeterapeut. Jeg har været selvstændig siden 2014. Før det var jeg ansat i det private erhvervsliv. Jeg har desuden lang erfaring i at arbejde med kommuner, psykiatrien, sundhedsvæsnet og familieretshusene.
Mine specialer
Fagligt har jeg særligt specialiseret mig inden for to fagområder: behandling af mennesker med belastningsreaktioner (stress, angst, depression) samt behandling af mennesker, der er i svære relationer. Jeg videreuddanner mig løbende og anvender i min praksis flere forskellige psykologiske og terapeutiske metoder. Min terapi tager særligt udgangspunkt i IFS-modellen (Internal Family System) men jeg anvender også emotionsfokuseret terapi, Mindful Self Compassion, somatisk traumeterapi og hypnoterapi.
Min faglige tilgang
Det gode ved at have mange års erfaring med terapi er, at jeg ikke er det mindste i tvivl om, at al forandring, heling og selvudvikling begynder med en tryg og tillidsfuld relation mellem dig som klient og mig som terapeut og derfor begynder alle mine sessioner lige der. Tillid og tryghed handler for mig om, at mine klienter føler sig set, hørt og forstået og det ser jeg som min fornemmeste opgave at facilitere i hver eneste session. Det er også min opgave at tilpasse mine teknikker og metoder, til lige netop det du har brug for i din situation og derfor er alle forløb hos mig meget forskellige - da alle mine klienter er helt unikke.
Skal jeg hjælpe dig?
Der er mange grunde til, at mennesker kommer til mig for hjælp. Nogle kæmper med tunge tanker og følelser, mens andre befinder sig i relationer eller livssituationer, der kan være svære at håndtere alene. Fælles for de fleste er ønsket om forandring – et ønske som jeg rigtig gerne vil hjælpe med. Hvis du føler, at du har brug for hjælp f.eks. til selvudvikling at komme af med stress, bearbejde traumer, navigere i en svær relation eller finde indre balance, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg glæder mig til at møde dig.