Din indre kritiker
Få hjælp til at håndtere din indre kritiker
Den indre kritikker fungerer som en form for selvbeskyttelse - vi kritiserer os selv, fordi vi er bange for ikke at passe ind, at være forkert, at blive ekskluderet og ende alene. Den indre kritikere føles dog langt fra som hjælp, og den kommer ofte til at begrænse os, fordi vi bliver utrygge og usikre af at tale ned til os selv.
Mange har en indre kritiker
At have en indre kritiker betyder, at vi har en stemme i os, der konstant vurderer og kommenterer på vores tanker, følelser og handlinger. ”Du er ikke god nok”, ”du er grim”, det kan du ikke”, ”Du burde være klogere”, ”ingen kan lide dig”, ”du klarer det aldrig”. Denne stemme kan opstå som en slags indre dommer, der måler os i forhold til idealer, normer og forventninger — både vores egne og andres. Mange kender denne stemme som hård, dømmende og krævende, og den kommer ofte til at aktivere følelser af skyld, skam, lavt selvværd og indre uro.
Det er helt almindeligt at have en indre kritiker, men den kan godt komme til at fylde for meget. Det interessante ved den er, at den i virkeligheden er en beskyttelsesdel. Dens opgave er i langt de fleste tilfælde at hjælpe os med at passe ind. Den har fra barnsben lært, hvad der er vigtigt, at du skal gøre få anerkendelse. Mange af os har fra helt tidlig i vores liv erfaringer med at blive mødt med kritik, afvisning eller manglende kærlighed, og vi har derfor lært, at vi skal være på en bestemt måde for at blive accepteret og elsket. Det gælder både fra vores forældre, venner, samfundet, skole, sociale medier m.m.
Den indre kritikker fungerer derfor som en slags selvbeskyttelse: vi kritiserer os selv, fordi vi er bange for ikke at passe ind, at være forkert, at blive ekskluderet og ende alene. Den indre kritikere føles dog langt fra som hjælp, den kommer ofte til at begrænse os i stedet, fordi vi bliver utrygge og usikre af hele tiden at tale ned til os selv. Hvis den fylder rigtig meget, kan den føre til angst, lavt selvværd og begrænse os ift. at turde gøre, det vi drømmer om.
For at skabe en mere venlig og støttende relation til os selv, er det vigtigt at lære din indre kritiker at kende og møde den på en ny måde – med medfølelse og nysgerrighed. I stedet for at bekæmpe kritikken, kan vi lære at forstå dens oprindelse og hensigter og møde den med varme og accept. Det åbner for muligheden for ægte selvomsorg og transformation.
Tre øvelser: Vær den indre kritiker med medfølelse
1. Udforsk og lyt til din indre kritiker
Læg mærke til, når den indre kritiker er aktiv – hvad siger den? I hvilke situationer dukker den op? Prøv at skrive kritikken ned, som om du lytter til en person, der taler. Forsøg at lytte med nysgerrighed uden straks at reagere. Undersøg, om kritikken har et budskab eller en hensigt, der måske stammer fra en gammel frygt eller erfaring.
2. Lyt til din indre kritiker med medfølelse
Forestil dig nu, at du møder din indre kritiker med venlighed i stedet for modstand. Hvilken form kunne det tage? Måske at sige noget beroligende til dig selv: “Jeg ser, du kæmper lige nu.” Eller: “Det giver mening, at du reagerer sådan.” Øv dig i at se den indre kritiker som en del af dig, der har forsøgt at beskytte dig – og som har brug for at blive mødt med forståelse fremfor afvisning.
3. Mød dig selv med samme omsorg, som du møder andre
Tænk på, hvordan du ville støtte en ven, som stod i samme situation. Hvad ville din indre kritiker have brug for? Ro? Anerkendelse? Tryghed? Hvordan kan du vise den omsorg? Hvordan kan du vise den, at du er der? Lægge en hånd på det sted i kroppen, hvor du kan mærke den? Trække vejret ned til den og lade den mærke at du er der. Øv dig i at skabe et trygt indre rum, hvor du må være præcis som du er – med både din indre kritiker – og alle dine andre dele, følelser og sårbarheder.
OBS
Tjek gerne ind og mød din indre kritiker en gang om dagen – på den måde skabe du en rolig og tryg forbindelse til dig selv. Og på den måde kan du med tiden lære at berolige den, så den ikke længere oversvømmer dig med indre uro og selvbebrejdelse.
Har du brug for hjælp til at møde din indre kritiker, så hjælper jeg dig meget gerne.